Mit livs hidtil sværeste periode

Anders Gellenthin
15. mar. 2016
5 min læsning

OBS: Inden jeg starter, skal jeg lige nævne at jeg ønsker ikke medlidenhed eller noget. Folk skal ikke have ondt af mig eller føle med mig - jeg kommer ud med mine tanker og følelser. Dette er sket i fortiden, og jeg er kommet videre. Det kan dog måske hjælpe andre!

Det hele starter som det gør i de fleste tilfælde - et barn bliver født. I dette tilfælde er det mig der kommer til verden. Livet startede godt som jeg kan huske det. Højt humør og glade stunder har omgivet mig og givet mig en tryg ramme i livet. Familien har fungeret, der har været højtider der er blevet fejret sammen med familie og mange mennesker. Det hele lyder godt, men sådan er det langt fra. Der kommer nemlig en dag, hvor jeg får besked om at jeg har depression! Hvordan det opstod følges der op på.

I dag sidder jeg i min egen lejlighed og fylder snart 23 år - her tænker jeg tilbage på dengang, hvor jeg havde den sværeste periode i mit korte liv. Selv den gang i dag ved jeg ikke hvor det hele startede, eller hvor jeg fik min depression, men der er mange ting der kan være skyld i det.

Som sagt startede det hele meget godt, men det ændrede sig da mine forældre blev skilt da jeg var 8 år. Selv kan jeg ikke huske så forfærdelig meget - kan dog huske noget. Jeg kan huske at min mor flyttede væk sammen med mig og mine to søskende. Hver anden weekend var vi så hos vores far. Dette er ved at være normalt for danske familier. Humøret var egentlig stadig højt og jeg havde det godt, selvom mine forældre boede hver for sig. Så kom den dag, hvor jeg mener at det hele ændrede sig - min far fik en kæreste. Vi havde et godt forhold inden da, men da hun kom ind i billedet, så blev han en helt anden. Hun har selv to ældre børn, så hun havde nok glemt hvordan det var at have tre små børn, som larmer, skændes og hvad små børn nu engang gør. Der blev sat mange strenge regler op, og det var næsten som et børnefængel - sjovt var det hvertfald ikke. Mine søskende og jeg begyndte ikke at ville op til vores far, men det var aftalt, så der var intet at gøre.

Jeg vil ikke hænge nogle ud eller sætte dem i et dårligt lys, samt det er meget personligt, derfor bliver det ved det her nu.

Én dag var også rigtig hård. Jeg er ikke særlig gammel, og min mor får en opringning om aftenen, hvor hun kører med hendes daværende kæreste, mig og min bror, og vi holder for enden af en allé og kigger ned på en masse blå blink. Vi ved ikke hvad der er sket, så det er meget forvirende for os, men min mor er helt nedbrudt. Min søster er kommet til skade, hvor hun er faldet af en hest og ind i et træ. Måneder går hvor hun ligger på hospitalet i koma, og man ved ikke om hun kommer til at overleve, om hun bliver til en grøntsag eller hvordan hendes liv former sig. Heldigvis kom hun sig, og lever et forholdsvis normalt liv, dog med mén fra dengang.

Tiderne gik - det blev sværere i skolen. Ja, jeg var et mobbeoffer i skolen, og det har stadig sat sine præg den dag i dag. Drengene fra min årgang mobbede mig i længere tid, men der var ikke rigtig noget at stille op. Personligt blev jeg meget indelukket, og dette er bl.a. gået ud over skolegangen, hvor jeg ikke var så aktiv i timerne, og det blev der talt om hver gang til elevsamtalerne med forældre. Her var det min mor der måtte gå ind og tage affære og være der for mig, og prøve at hjælpe mig igennem. Det blev dog lidt bedre med tiderne, men jeg var en mobbeoffer igennem flere år.

I mellemtiden levede jeg ellers et "normalt" liv. Jeg havde kærester og oplevede kærestesorg. Rygning kom også ind i mit liv i de sidste år af folkeskolen, jeg fik et lille problem med alkohol samt jeg har røget hash nogle gange. Alt dette skete da jeg var uvenner med min mor, og jeg flygtede fra alt. Jeg pakkede en taske med lidt tøj og en masse øl, og så drog jeg hjemmefra. Her havde jeg ikke kontakt med min mor i længere tid, samt der ikke var nogen kontakt.

Allerede her har jeg, ifølge mig selv, været en del igennem i de første år af mit liv. Inden de problemer med min mor, der kunne hun se at jeg havde det skidt, hvor hun til sidst fandt ud af at jeg var begyndt at skære i mit selv. Derfor kom jeg til en psykolog fra kommunen, som jeg var hos én gang, men jeg kunne ikke klare ham. Min mor prøvede at få mig til en psykiater, men jeg mente ikke at nogle kunne hjælpe mig, men jeg tog dog imod til sidst. Her fik jeg beskeden at jeg havde en depression. Hos ham gik jeg i flere år, og det begyndte at hjælpe på mig. Dog valgte jeg selv at stoppe samarbejdet, hvilket jeg fortryder den dag i dag, da jeg ikke var helt "rask". Én ting jeg husker tilbage på er hvad han sagde hver gang; "Du skal altid håbe på det bedste, men forberede dig på det værste". Dette er en vigtig lektie jeg har taget med mig.

Tilbage til familieproblemerne. Min søster og jeg prøvede længe at få et godt forhold til vores far, hvor vi har været oppe og tale med ham, men intet har hjulpet, derfor kontaktede jeg kommunen og fik tilbudt familieterapi. Selvom vi var her gennem en længere periode, så havde det altså ingen virkning på min far, derfor valgte jeg og min søster at cutte kontakten til ham. Dette valg står jeg stadig lidt fast ved. Han har kontaktet mig gennem de sidste par år til jul, nytår og min fødselsdag og jeg har også svaret ham, men jeg ser ham stadig ikke som min far, da der stadig er dybe ar i fortiden.

Efter folkeskolen valgte jeg at tage et sabbatår, hvor jeg arbejdede, og derefter tog jeg HTX.

Da jeg var 17 år fik jeg den sørgelige nyhed at min barndomsveninde havde tabt kampen til kræft efter længere tids sygdom. Her var jeg begyndt at få et bedre liv, hvor jeg studerede og arbejdede, så dette slog mig langt ned igen. Og snart 6 år efter sidder det dybt i mig.

Den dag i dag, kan jeg stadig mærke at jeg ikke er kommet mig helt over depressionen - der skal ikke særlig meget til for at få mig ned, og jeg har stadig nogle svære tider, som alle selvfølgelig har i deres liv. Heldigvis har jeg nogle rigtig dejlige mennesker omkring mig, som altid er klar til at hjælpe mig og tale med mig, hvis jeg har brug for det.

Gennem mit liv med alle disse nedture, hvor der har været skilsmisse, kærestesorger, død, depression, mobning, familieterapi, skade på sig selv, hårde tider, så står jeg stadig den dag i dag. Måske forstår I ikke alt, men nu har jeg også kun rundet det hurtigt og kort, da det som sagt er meget personligt. Personligt mener jeg at livet har været hårdt ved mig, og nogle gange tænker jeg også tilbage og fælder tårer over fortiden, men jeg står og kæmper videre! Selvom det har været hårde tider, så har det gjort mig til den jeg er i dag! Jeg er blevet ældre alt for tidligt, men det ser jeg kun som noget positivt.

Husk at I skal leve jeres liv, I ved aldrig hvornår det slutter. Prøv at fokuser på de positive ting. Igen, så ønsker jeg ikke medlidenhed, derfor jeg også kun runder det hurtigt.

Husk; Du skal håbe på det bedste, men forberede dig på det værste.